Post Danmark udsendte onsdag nye frimærker, der sætter fokus
på astronomi og dansk natur. Det internationale astronomiår
markeres med to Europa-frimærker, der viser hvorfra danskerne
blandt andet kigger op mod stjernerne.
Det ene mærke viser Rundetårn, der stod klar som observatorium i 1642 og er Europas
ældste fungerende observatorium. Det andet mærke har som motiv
Tycho Brahe Planetarium, der stod klar i København i 1989.
Den anden nye serie frimærker handler om flora og fauna på
Møns Klint og er en del af frimærkeserien Danmarks Natur. Blandt
motiverne på de fire mærker er vandrefalken, der i 2002 atter
begyndte at yngle på klinten, den særlige sommerfugl
timiankøllesværmer samt en tand fra en slangeøgle - en af havets
frygtindgydende jægere for cirka 70 millioner år siden.
Ud over de fire frimærker om Møns Klint udkommer også et
frimærkehæfte med 10 stk. vandrefalkehun.
/ritzau/