Det vi har sammen

Nye arbejdspladser til Holeby

Foto: TV ØST

En virksomhed, der sælger rengøringsmidler, får efter indstilling fra Sjællands Vækstforum 2 mio. kr. fra EU’s Regionalfond. På sigt håber virksomheden at kunne beskæftige mellem 30 og 40 personer.

DotDot A/S udvikler, producerer og sælger bio-nedbrydelige rengøringsmidler og produkter til personlig pleje. Den nyetablerede produktionsvirksomhed har valgt at bosætte sig i Erhvervsparken i Holeby. Her forventes det, at der kommer flere virksomheder inden for det grønne segment til i fremtiden.

Grundlægger Christian Olsen, DotDot A/S siger i en pressemeddelelse:

- For DotDot A/S giver et samlet produktionssted i Holeby virkelig mange fordele. Vi kan sikre vores kunder konkurrencedygtige priser, vi får en langt bedre styring af kvaliteten og så kan vi levere produkterne til tiden. Derudover er vi selvfølgelig også rigtig glade for at kunne være med til at skabe vækst i en del af Danmark, som de seneste år har oplevet en nedgang i antallet af arbejdspladser.

Virksomheden, der har været undervejs i et par år, har flere aftaler i ordrebogen inden for rengøringsmiddelområdet. Samtidig arbejdes der på at udvikle en helt ny produktlinje af midler til personlig pleje. Udover at være ”grøn” arbejder virksomheden med en social profil, og giver for hvert enkelt solgt produkt en flaske vand til nødstedte i den tredje verden.

Hele produktionsset-up’et er fleksibelt, så det vil være enkelt at omstille mellem produktion af forskellige produkter og igangsætte produktion af nye produkter hurtigt.

Virksomheden forventes i løbet af fire år at beskæftige mellem 30 og 40 personer i produktionen i Holeby.

DotDot A/S har modtaget 2 mio. kr. fra EU’s Regionalfond.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App