Ny talentskole åbnede i Næstved

Drømme kom i dag et skridt tættere på virkeligheden for 26 unge fra regionen. De starter på Talentskolen i Næstved, som Kulturministeren i dag åbnede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dørene blev i dag officielt slået op til en helt ny talentskole på Grønnegade Kasserne Kulturcenter i Næstved.

Talentskolen skal hjælpe kreative unge med at nå deres mål om at blive alt fra skuespiller til forfatter.

- I dag kilder det i maven. Det er skønt at se det hele materialisere sig. Der er naturligvis skyhøje forventninger både til os og eleverne. Men vi har fået nogle utrolig dygtige og motiverede unge, så det bliver spændene, siger leder af Talentskolen, Kathrine Mazanti.

Grundsten skal på plads
Talentskolen tilbyder en række af forberedende kurser, der skal gøre de unge bedre stillet til at søge ind på videregående kunstneriske uddannelser. Det kan være alt fra teater til litteratur.

Eleverne bliver undervist 10 timer om ugen ved siden af deres almindelige skole, som f.eks. gymnasiet. De unge er mellem 15 og 23 år.

- Vi har haft overvældende stor søgning til begge linjer, taget i betragtning af at skolen er helt ny, og der ikke er nogen stor tradition i Danmark for at arbejde målrettet med kunstnerisk talentudvikling for unge, siger Kathrine Mazanti.

Talenter og Kulturminister på plads
Til den officielle åbning i dag lagde Kulturminister Marianne Jelved vejen forbi Talentskolen. Men de unge talentaspiranter var også godt repræsenterede. 18-årige Clara Moesgaard Lech skulle for første gang læse sit eget digt højt i en forsamling.

- Jeg drømmer om at skrive, og at folk kan lide det, jeg skriver. Jeg føler mig hjemme, når jeg skriver. Det er som om alt andet forsvinder, siger Clara Moesgaard Lech fra Næstved.


Nyhedsoverblik