Ny Storebæltsforbindelse på vej - denne gang elektronisk

Transport- og Energiministeriet har i dag godkendt endnu en forbindelse mellem Sjælland og Fyn. Denne gang er det dog ikke køretøjer men jævnstrøm, der skal løbe på tværs af bæltet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver tale om en investering til 1,3 milliarder kroner. Forbindelsen skal løbe fra Herslev ved Høng til Fraugde nær Odense og forbinde to vekselstrømsstationer.

- Jeg glæder mig over, at vi nu får et samlet dansk el-system - også i fysisk forstand. Den elektroniske Storebæltsforbindelse er et vigtigt stykke national infrastruktur, der fremmer et velfungerende konkurrencemarked for el og forbedrer forsyningssikkerheden, siger Transport- og Energiminister Flemming Hansen (K) i dag i en pressemeddelelse.

De nordiske energiministre har tidligere erklæret, at forbindelsen er vigtig for at forbedre infrastrukturen på det nordiske el-marked. Forbindelsen skal bygges og drives af Energinet.dk, og den skal stå færdigt i 2010.


Nyhedsoverblik