Ny rekord for færgetrafikken mellem Sjælland og Samsø

Samsø er blevet uhyre populær blandt sjællændere, ligesom samsinger i højere grad end tidligere søger mod Sjælland via SamsøFærgen. Foto: Færgen.

Rederiet Færgens trafiktal for 2015 viser, at færgetrafikken mellem Sjælland og Samsø aldrig har været større.

Sommerens trafiktal fra rederiet Færgen viste, at færgetrafikken mellem Sjælland og Samsø i juli 2015 var større end nogensinde tidligere. Nu når trafikken nye højder, idet trafiktallene for hele 2015 åbenbarer alle tiders rekord for færgetrafikken mellem Sjælland og Samsø. Det skriver rederiet Færgen i en pressemeddelelse.

Kortere rejsetid giver flere passagerer

På det primære trafikbarometer i form af antallet af overførte personbiler er der tale om en stigning på hele 20,7 procent i forhold til 2014. I alt er der overført 51.190 personbiler mellem Sjælland og Samsø i 2015. Også hvad angår antallet af passagerer er der tale om stor vækst med i alt 177.481 passagerer, hvilket er 17,6 procent flere end i 2014.

- Trafiktallene er et resultat af, at Samsø er blevet langt mere tilgængelig for sjællændere. SamsøFærgen fik i 2015 både kortere sejltid, flere afgange og billigere billetpriser, hvilket også har fået samsingerne selv til at øge antallet af rejser til Sjælland. Samtidig har Samsøs turismeaktører været enormt dygtige til at fortælle, hvad øen har at byde på af for eksempel gastronomi, kulturelle events og gode forhold til aktive ferier. Det har også haft stor betydning for den stærkt voksende interesse for Samsø i Østdanmark, siger Lindy Kjøller, der er salgs- og marketingchef hos Færgen.

Han henviser i den forbindelse til indsættelsen af den moderniserede færge ”M/F Samsø” på ruten mellem Kalundborg og Ballen. Sammen med opførelsen af en ny færgehavn i Ballen har det gjort sejltiden mellem Sjælland og Samsø op til 35 minutter kortere, idet rejsen nu kun varer 1 time og 15 minutter i weekender og ferieperioder.

Samtidig er der indført flere daglige afgange samt billigere færgebilletter i form af en række nye billettyper, der særligt tilgodeser personer, som ofte benytter sig af ruten.

Samarbejde promoverer øen

Færgen samarbejder med den lokale turistorganisation Visit Samsø om at promovere blandt andet Samsø Festival, Samsø Marathon, Samsø Fjordfestival og kåringen af Samsøs bedste kartoffelmad. Events der i høj grad er med til at trække turister til den lille ø midt i Danmark.

Derudover samarbejder parterne om salg af endagsture, pakkerejser og andre tilbud via webportalen Dansk Ø-ferie.   

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App