Ny plan mod uro

I Kalundborg vil lokalrådet nu stoppe uroen på Klosterparkvej en gang for alle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gang på gang er bål og brand blusset op i Klosterparkvejskvarteret i Kalundborg
Nu skal det være slut.

Lokalrådet i Kalundborg fremlagde i dag en ny handlingsplan for området.
Den lægger op til, at særligt fædre og brødre fremover indgår mere i det sociale arbejde på Klosterparkvej.
Og velfungerende unge med anden etnisk baggrund end dansk skal fungere som rollemodeller for andre.

- Vi ved ud fra andre byers erfaringer, at det hjælper at inddrage de unges familier, og at de har nogle positive forbilleder at spejle sig i, fortæller formand for lokalrådet og leder af lokalpolitiet Lisbeth Fried.

Og initiativerne kan gøre en forskel, mener beboerrådgiveren i området:

- Det handler jo om at tale med de unge og at give dem nogle tilbud, de kan bruge, fortæller Bo Mouritzen.

En vigtig del af planen er også at sikre, at der er fritidstilbud nok til de unge.

- Det betyder selvfølgelig rigtig meget, at man har noget at tage sig til efter skoletid, lyder det fra Lisbeth Fried.

Bo Mouritzen er enig:

- Der er mange tilbud her, men de unge er ikke klar over det. Og så har vi brug for eventuelt nogle klubtilbud til dem, der er over atten, fastslår han.

Men om planen også kan stoppe den hårde kerne, der står bag de seneste uroligheder, er dog usikkert.

- Det ved vi selvfølgelig ikke, om vi kan. Men det er vigtigt med en forebyggende indsats under alle omstændigheder for at tage det i opløbet, fortæller Lisbeth Fried.

 


Nyhedsoverblik