Det vi har sammen

Ny opfindelse halverer sprøjtegiftforbrug

Foto: TV ØST

En forsøgsmark i Flakkebjerg ved Slagelse er måske bare første stop for en opfindelse, der næsten kan halvere brugen af sprøjtegifte i landbruget.

 

En ny dansk opfindelse kan revolutionere sprøjtning mod ukrudt og mindske forbruget af sprøjtegifte markant.

 

Forskere fra Syddansk Universitet har udviklet en intelligent sprøjtebom, som kan reducere landbrugets forbrug af pesticider med 60 procent. Ifølge flere tests så bekæmper den intelligente sprøjtebom ukrudtet lige så effektivt som en gammeldags sprøjte.

 

Syddansk Universitet har i samarbejde med Aarhus Universitet, Københavns Universitet samt virksomhederne Ektos og Claas dermed fundet en løsning på landbrugets stigende forbrug af pesticider. Princippet i den intelligente sprøjtebom er nemlig, at der kun sprøjtes der, hvor ukrudtet er.

 

- Det er fedt, at vi efter fire års arbejde nu videnskabeligt har bevist, at vi ved hjælp af den intelligente sprøjtebom kan reducere forbruget af sprøjtegifte markant. Nu har vi endelig teknologien til effektivt at reducere forbruget af pesticider til gavn for landbruget og ikke mindst vores grundvand, siger projektchef Niels Jul Jacobsen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.

 

Udover de almindelige sprøjtedyser så er den intelligente sprøjtebom udstyret med 80 minikameraer, som peger ned mod jorden. Ved hjælp af et computerprogram kan kameraerne genkende og aktivere dyserne, når sprøjtebommen ruller over mælkebøtter, kamille og fuglegræs.

 

- Vi havde håbet, at den nye sprøjtebom kunne mindske forbruget af pesticider med 50 procent. Men tests viser, at selv med 60 procent færre pesticider bekæmpes ukrudtet lige så effektivt som en gammeldags sprøjte, siger Niels Jul Jacobsen.

 

I løbet af foråret og sommeren har sprøjtebommen kørt rundt på en forsøgsmark i Flakkebjerg ved Slagelse.

 

- Jeg venter, at vi allerede vil kunne se dele af den intelligente sprøjtebom på markedet om to år. Efter den store succes i projektet er metoderne klar til at blive overdraget til en af de producenter af landbrugsmaskiner, som har været med i projektet., siger Niels Jul Jacobsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App