Ny kritik af Jobcenter Slagelse

En tidligere kræftpatient fra Havrebjerg er godt og grundigt træt af Jobcenter Slagelse. Jobcentret bliver nemlig ved med at sende kvinden i praktik, selvom fire praktikker har vist det samme - at kvinden kun kan holde til at arbejde 20 timer om ugen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fem gange har Helle Juul Jensen ligget på operationsbordet for at få fjernet ondartede kræftknuder i endetarm og lyske.

- Det har været hårdt at komme igennem det. Når jeg skulle til kemo, tænkte jeg åh nej. Det var det værste, fortæller Helle Juul Jensen fra Havrebjerg.

Fire gange har Jobcenter Slagelse afprøvet Helle Juul Jensens arbejdsevne.

- Jeg bliver udkørt af det. Det er trættende. Jeg har været i narkose fem gange, og det har sat sit præg på mig, siger den 52-årige kvinde.

Selvom kræften i dag er væk, er Helle Juul Jensens krop mærket af sygdommen. Når hun sidder eller går i længere tid, får hun smerter i lænd og ben. Og som om det ikke er nok, må Helle Juul Jensen gå med en stomi-pose på maven, fordi hun ikke længere har nogen endetarm.

Men trods skavankerne går Jobcenter Slagelse efter at få den tidligere kræftpatient på fuld tid.

- Min krop er jo forvandlet en del. Jeg mangler både muskler og lymfer, så jeg kan ikke forestille mig, at jeg kan holde til et fuldtidsjob, fortæller Helle Juul Jensen.

Det er nu to år siden, Helle Juul Jensen fik sin sidste operation. Men Jobcenter Slagelse har stadigvæk ikke besluttet, om hun er afkræftet nok til at få et flex-job. Til gengæld har Helle Juul Jensen haft 13 forskellige sagsbehandlere og fire arbejdsprøvninger, der alle viser det samme - nemlig at hun kun kan holde til at arbejde 20 timer om ugen.

Helle Juul Jensen føler, at de mange arbejdsprøvninger er til grin. Det gør hendes socialrådgiver fra FOA også. 

- Efter min mening er det både uanstændigt og umennekseligt, siger Lissie Kirk, der er socialrådgiver hos FOA Midtsjælland.

Lissie Kirk respekterer, at Jobcenter Slagelse går langt for at få kommunens borgere på fuld tid. Men der er et stort men.

- Man må også være menneskelig og realistisk. Sagsbehandlerne må gå ind og se på, hvornår nok er nok, mener socialrådgiveren.

Hans Erik Lund Rasmussen, der er chef på Jobcenter Slagelse, afviser kritikken.

- Det ville være dejligt, hvis vi altid efter for eksempel tre arbejdsprøvninger havde et klart billede af borgerens arbejdsevne, men sådan er det ikke. Det er jo individuelt, fortæller chefen.

Jobcenter-chefen mener ikke, at hans sagsbehandlere gør noget forkert. Men det kommer an på øjnene, der ser.

Beskæftigelsesankenævnet er et nævn, der behandler borgernes klager over kommunale jobcentre. Sidste år måtte nævnet 17 gange bede Slagelse om at lave "en ommer". I nabokommunerne Næstved, Kalundborg og Sorø var tallet henholdsvis 11, 10 og 8.

- Min reaktion den er, at vi stadigvæk følger den praksis, der er anbefalet. Men det er klart, når vi taber en sag eller får den hjemvist, så er der noget, vi skal lære her i huset, slutter Hans Erik Lund Rasmussen.


Nyhedsoverblik