Ny klinik for selvmordstruede

Antallet af selvmordsforsøg i den sydlige del af regionen har været stigende de senere år. En ny klinik skal hjælpe selvmordstruede børn og unge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I begyndelsen af det nye år vil der være mere hjælp at få, hvis man er ung og enten går med selvmordstanker eller har prøvet på at begå selvmord. Det skriver Dagbladet Roskilde. En ny klinik for selvmordstruede børn og unge er i fuld gang med at blive etableret - i første omgang til glæde for sydsjællænderne, men målet er på sigt, at få det udbredt til hele Region Sjælland.

Klinikken bliver til på baggrund af en pose penge fra satspuljeordningen - og ikke mindst en problematisk statistik, hvor antallet af unge piger, der forsøger selvmord, har været stærkt stigende.

- Her i det tidligere Storstrøms Amt har der været en markant stigning i selvmordsforsøg de seneste år, og der har ikke været en tilstrækkelig hjælp. Det vil vi gerne lave om på, siger Rita Fjeldsted, der er psykolog med mange års erfaring på området og leder af den kommende klinik, der åbner med tre nyansatte medarbejdere.

Projektet kører i første omgang frem til august 2009 og foregår i samarbejde med Guldborgsund, Næstved og Vordingborg kommuner. Her vil der blive valgt nogle kontaktpersoner, som den selvmordstruede og den truedes familie eller venner kan kontakte, og som så hurtigt vil kontakte klinikken. Det vil også være dem, der modtager besked fra sygehuset, hvis en ung allerede har forsøgt at begå selvmord.

- Vi tilbyder så kontaktpersonerne konsultation og bistand, ligesom vi tilbyder at tage de unge ind i behandlingsforløb. Og det kan være individuel behandling, sammen med familie eller i andre konstellationer. Det afhænger helt af den enkelte person, siger Rita Fjeldsted.

Et lignende projekt har kørt på Fyn, hvor det har haft så stor succes, at tilbuddet nu findes i alle de fynske kommuner.


Nyhedsoverblik