Ny forskning: Skolebørn tror, de er supermænd

De fleste skolebørn tror, at de er klassens bedste. Karakter-systemet og eksamener piller dog meget af selvtilliden fra eleverne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg er bare så god!

Børn i skolens mindste klasser har et urealistisk positivt billede af, hvor dygtige, de selv er. Indtil de bliver teenagere - så mister de troen på egne evner. Det skriver Avisen.dk.

Det viser helt ny forskning fra Rockwool-fonden, der har undersøgt skolebørns hverdag.

- Man bliver mere realistisk, jo ældre man bliver, fordi man bliver evalueret mere, forklarer forsker ved Rockwool-fonden, Jane Greve til Avisen.dk.

6 ud af 10 bedst i klassen

Blandt de 7-11-årige mener seks ud af ti piger, at de er blandt de bedste i klassen til at læse. Det samme gælder for drengene i faget matematik.

Den tiltro til egne evner er urealistisk, siger forskeren.

- Det kan jo ikke passe, at de alle sammen er blandt de bedste, siger Jane Greve.

Både godt og skidt

Børnenes høje selvtillid i bøgerne har både fordele og ulemper. Det siger psykolog og professor i pædagogik ved Aarhus Universitet, Charlotte Ringsmose.

- Man kan godt frygte, at de mindste børns tro på sig selv er et luftkastel. Man skal passe på, at man ikke tror, man er så god, at man ikke arbejder på at blive bedre, siger hun til avisen.dk.

Omvendt kan en følelse af at være god netop være det, der motiverer børnene og giver dem lyst til at gå i skole, tilføjer hun.

Teenagere mister troen på sig selv

Mens de små poder bobler af boglig selvtillid, står det værre til for de 12-17-årige.

Her placerer langt færre sig selv i klassens top, og flere beskriver sig selv som dårlige til de to fag. Ni procent af pigerne mener for eksempel, at de direkte er dårlige til matematik, mens det samme kun er tilfældet for halvt så mange af de yngste piger.

Samtidig skrumper børnenes kærlighed til læsning og matematik. Næsten hver femte teenagepige kan ikke lide at regne, og hver sjette teenagedreng hader læsning.

Koster dyrt

Det kan have negative konsekvenser for både den enkelte og samfundet, når teenagere mister troen på egne evner og glæden ved at lære. Det påpeger lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet Hans Henrik Knoop.

- Når skolebørn mister troen på sig selv i forsøget på at blive klogere, er det alarmerende. Deres prognose for en uddannelse bliver dårligere, og de er mere tilbøjelige til at droppe ud og ende uden job, siger han til avisen.dk.

Man behøver dog ikke fastholde børn i en illusion om, at de er gode til noget, hvis det ikke passer, tilføjer han.

- Det gælder om at lære børn, at der er tusind måder at få succes på, så der skal også nok være en til dig. Og at det ikke handler om at være den bedste, men om glæden ved at lære og kunne bruge det, man lærer, til noget, siger Hans Henrik Knoop til Avisen.dk.

Kan bedst lide det, vi er gode til

Ikke overraskende viser undersøgelsen, at der er en sammenhæng mellem, hvor god man er til et fag og hvor godt man kan lide det.

Undersøgelsen er den nyeste udgivelse fra Rockwool-fonden om danske skolebørn og deres familier.


Nyhedsoverblik