Ny afgift for lastbiler kan ramme yderområder

Regeringens omlægning af lastbilafgifterne vil ramme beskæftigelsen, advarer to af landets fire regionale beskæftigelsesråd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En kørselsafgift for lastbiler vil koste job tværs over Danmark.

Sådan lyder advarslen fra to af de fire regionale beskæftigelsesråd til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

I et brev til ministrene advarer Beskæftigelsesrådet Nordjylland, som overvåger og analyserer udviklingen på arbejdsmarkedet i den nordligste del af landet, om, at afgiften vil fremskynde og forstærke tabet af arbejdspladser i regionen.

Frygter for arbejdsløshed

- Der findes ingen tal på, hvilken indvirkning afgiften vil få på beskæftigelsen. Men det, vi hører, når vi snakker med virksomhederne, er, at det ikke er Nordjylland, man skal investere i, når afgiften kommer, siger formand Egon Sørensen til Ritzau.

I brevet skriver rådet, at det er "dybt foruroliget" over planerne om at ændre afgiften til at være kilometerbestemt, og man efterlyser en beregning på konsekvenserne for beskæftigelsen

Egon Sørensen forudser, at den nye afgift både vil ramme transporterhvervet og virksomheder, som er afhængige af transport, såsom landbrug og fiskeri.

Virksomheder vil flytte væk

Derfor advarer rådet om, at afgiften kan få virksomheder til at forlade regionens landkommuner.

Og i den sydlige del af landet støttes der op om advarslen.

- Specielt transportsektoren er under et gevaldigt pres fra udenlandsk konkurrence, og det her vil skubbe yderligere til læsset, siger Ib Haahr, formand for Beskæftigelsesrådet i Region Syddanmark.

Sjællands råd har ingen holdning

I landets to øvrige beskæftigelsesudvalg, Midtjylland og Hovedstaden & Sjælland, meddeler formændene, at lastbilafgiften ikke er en problematik, der er blevet rejst i rådene.

I Nordjylland er man dog ikke i tvivl om, at der kun er en vej at gå for regeringen.

- Uanset, hvordan vi vender og drejer den afgift, så vil den ramme prisen på varen. Så vores opfordring er, at man dropper den, siger Egon Sørensen.

Ingen kommentar

Ingen af de to ministre, der adresseres i brevet, ønsker at lade sig interviewe af Ritzau. I en mail fra Skatteministeriet til Ritzau er Holger K. Nielsen dog citeret for følgende udtalelse:

- Den endelige model for kørselsafgifterne for lastbiler er endnu ikke fastlagt, men jeg vil gerne understrege, at regeringen nøje overvejer, hvordan afgiften kan skrues sammen, og at vi har stort fokus på, at det bliver gjort på en måde, så den er mindst muligt til gene for de berørte virksomheder - det gælder selvfølgeligt særligt i forhold til afgiftens beskæftigelseseffekt.

/ritzau/


Nyhedsoverblik