Nummerpladetyverier er eksploderet

Tyvene stjæler stadig flere nummerplader i regionen. Ifølge politiet bliver de brugt i forbindelse med benzintyverier eller anden kriminalitet, og pladerne skal derfor sikres ekstra godt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hans Erik Christiansens bil er i dag låst godt inde. Han fik nemlig for nylig stjålet begge nummerplader efter en tur i skoven. Det kostede ham 1180 kroner og en masse besvær.

- Det er rigtig irriterende. Jeg forstår ikke, hvorfor de lige tog mine, når der stod fire andre biler, siger Hans Erik Christiansen.

Men hans bil  er langt fra den eneste, hvor de langfingrede har været på spil.

I 2009 fik 3234 i regionen stjålet nummerpladen. I 2010 steg tallet til 3424.

Og tyverierne stopper ikke her. I løbet af de tre første måneder i 2011 har 708 bilejere været en tur hos politiet for at anmelde stjålne nummerplader.

Hos politiet er man ikke i tvivl om, hvorfor pladerne er så attraktive.

- Tyvene bruger dem til at skaffe sig gratis brændstof og til at begå indbrud, siger Thorkild Steen Jensen, der er politiinspektør hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Sidste år rejste politiet 409 sigtelser, så det er langt fra alle, der bliver snuppet.

- Det er svært at pege en bil ud, hvis den ikke skiller sig ud. Vi kan ikke se, om den er stjålet med mindre, at vi spørger på den i systemet, siger Thorkild Steen Jensen.

Ifølge politiet er der kun én ting at gøre. Nummerpladerne skal monteres ekstra godt.

- Hvis man fastgør dem med de skruer, som man kan få hos skat, så er de sværere at få af, siger Thorkild Steen Jensen, der er politiinspektør hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Læs her et par gode råd: http://www.politi.dk/da/aktuelt/nyheder/K10_sikring_nummerplader_010610.htm

 


Nyhedsoverblik