Nu starter retsopgøret om Præstø-ulykken

Foto: TV ØST

Forventningerne er høje, og følelserne uden på tøjet før retssagen om ansvaret for kæntringsulykken på Præstø Fjord i 2011 starter torsdag.

Torsdag indleder Retten i Nykøbing Falster en sag mod Lundby Efterskole og dennes forstander, Truels Achton Truelsen.

Både skolen og forstanderen står tiltalt for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse, da en lærer druknede, og flere af skolens elever er blevet mere eller mindre alvorligt hjerneskadet efter en alvorlig ulykke på Præstø Fjord i februar 2011.

På den pågældende dag blæste det, og vandet var blot to grader varmt. Alligevel sejlede to lærere og 13 elever ud på fjorden i en fladbundet dragebåd på en skæbnesvanger tur.

Syv elever måtte genoplives

Båden kæntrede, og alle om bord faldt i det kolde vand, hvor den ene lærer altså mistede livet. Syv af eleverne måtte genoplives.

Henrik Weigel er far til 18-årige Casper Weigel, som livløs blev reddet op af det kolde vand ved brug af en helikopter.

Han føler sig ikke bitter over ulykken, men ønsker at få sat punktum i den uykkelige sag.

- Vi vil gerne videre. Og det er vigtigt at få slået fast, at når man afleverer sine børn på en efterskole, skal sikkerheden være i orden, siger han.

Fløjet livløs til Rigshospitalet

Efter et mislykket forsøg på at genoplive Casper Weigel måtte redningsmandskabet flyve ham til Rigshospitalet og lægge ham i kunstigt koma på lige fod med flere af de øvrige elever.

I halvandet år var han gennem intens genoptræning, og i dag er han trods problemer med sin hukommelse og alvorlig epilepsi i gang med en uddannelse på HG. Dog uden at følge undervisningen fuldt ud.

Efterskolen og forstanderen er også tiltalt efter sølovgivningen for "forvoldelse af søulykke og sejlads i strid med godt sømandskab" samt "undladelse af at sikre, at menneskeliv på søen er betryggende sikret".

Uden redningsveste og overlevelsesdragter

Eleverne havde svømmeveste på, men ikke redningsveste, der kunne sikre, at de holdt hovedet over vandet selv efter at have mistet bevidstheden.

Flere af eleverne blev da også fundet stående op i vandet, livløse og med hovedet under havoverfladen.

Der er foreløbig afsat 10 retsdage til sagen. Blandt vidnerne er skolens viceforstander, 10 elever, der var med på sejlturen, og den kvindelige lærer, som overlevede ulykken. De øvrige tre elevers tilstand tillader dem ikke at vidne.

02:47 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App