Det vi har sammen

Nu skal de sidste flammer slukkes på færge

Foto: TV ØST

Når ilden på udbrændt færge er slukket, skal redningsmandskabet finde ud af, hvordan man får pumper om bord og lænset den for tonsvis af vand.

Det lykkedes mandag morgen at sætte røgdykkere om bord på den udbrændte færge Lisco Gloria.

- De er om bord og laver den efterslukning, der måtte være påkrævet. Men vi tror, at branden er gået ud nu, siger presseofficer Kenneth Nielsen fra Søværnets Operative Kommando.

Der er tale om specialuddannede røgdykkere fra det hollandske selskab Smit International, der er eksperter i bjærgning af skibe.

Søndag eftermiddag droppede redningsmandskabet den oprindelige idé om at sætte røgdykkere om bord på skibet. Selv om temperaturen er faldende, var skroget stadig så varmt efter branden, at det ikke ville være sikkert.

Temperaturen på skroget var lørdag helt oppe på 300 grader, og det var søndag faldet til det halve. Mandag morgen var temperaturen så kommet så langt ned, at det var sikkert for røgdykkerne at sejle over til havaristen og gå om bord.

- De skal så undersøge adgangsvejene til de lavere dæk, så vi kan finde ud af, hvordan vi får lænset al vandet væk, siger Kenneth Nielsen.

Lisco Gloria står nu med kun syv graders slagside. Det skyldes, at en stor del af det slukningsvand, der til at begynde med samlede sig på de øvre dæk, nu er løbet længere ned i skibet.

De store vandmængder gør dog skibet så ustabilt, at det ikke vil være sikkert at slæbe det til havn, før det er tømt.

Det havarerede skib bliver overvåget af det danske miljøskib Gunnar Seidenfaden. Men der er endnu ikke tegn på, at der har været udslip fra færgens olietanke.

Ifølge Joachim Gutt, der leder et kriseteam under den tyske delstat Schleswig-Holstein, er en brand i en lastbil formentlig årsag til færgebranden. Et besætningsmedlem forsøgte forgæves at slukke ilden og informerede derefter skibets kaptajn, siger Gutt til den tyske tv-station NDR.

Tilsyneladende antændte branden køretøjets benzintank, hvilket kan forklare, at branden tilsyneladende begyndte med en eksplosion.

Alle 236 passagerer og besætningsmedlemmer blev reddet i god behold fra branden. Enkelte passagerer måtte dog bringes til hospitalet.

/ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App