Nu kan du lease en sommerferie

Drømmer du om sommerferie sydpå, men mangler pengene, så er det seneste tilbud at lease rejsen. Men Forbrugerrådet advarer mod feriefinansieringen, der med skyhøje renter kan blive rigtig dyr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Leasetravel hedder firmaet, der på Internettet tilbyder rejser på afbetaling. Og modellen er meget lig den, man finder hos elektronik- eller hvidevareforhandlere, der tilbyder lynhurtige forbrugerlån til meget høje renter. F.eks kan man hos Leasetravel låne 10.000 kr. til en rejse og betale 294 kr. pr. måned i 60 mdr. Det giver bare 7640 kr. i renter og omkostninger.

- Det er tale om nogle ekstremt dyre lån, og det er langt over det rimelige, forklarer Troels Holmberg, der er økonom i Forbrugerrådet.

- Vores kunder ved godt, at de betaler nogle penge for den her finansieringsordning, men det er måske den mulighed, de har for at se verden, som de ikke har haft før, siger Kenneth Kristoffersen, der er medindehaver af Leasetravel.

De årlige omkostninger i procent (ÅOP), der viser forbrugeren, hvor meget lånet koster, løber i visse tilfælde op i 58 procent.

- Hvis man i forvejen har en dårlig økonomi og derfor har behov for at købe sin rejse på afbetaling, så bliver det i hvert kun endnu værre af det her, siger Troels Holmberg fra Forbrugerrådet

Det er generelt ikke let at gennemskue, hvad man kommer til at betale. Indtil i dag var det nemlig ikke muligt at se den samlede pris for et lån på firmaets hjemmeside. Det er ellers lovpligtigt at oplyse, og det er først så småt begyndt at dukke op på siden, efter TV2 Øst i går kontaktede Leasetravel.

Markedet for hurtige forbrugerlån er de senere år eksploderet, men nu altså i ny form og med nyt navn.

- Det er ikke rigtig leasing, nej, men vi syntes bare, at Leasetravel var et ord, der lå godt i folkemunde, forklarer Kenneth Kristoffersen fra Leasetravel.


Nyhedsoverblik