Nu er anklagen klar i den største speedsag

39,6 kilo amfetamin var skjult i benzintank på tysk bil, der rullede i land i Rødby Færgehavn i marts.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har nu rejst tiltale i sagen om den største fangst af amfetamin i år.

En mand fra Estland anklages for at have indsmuglet næsten 40 kilo amfetamin, da han i marts kom i land med færgen i Rødby.

Det var den fælles gruppe bestående af toldere og politifolk, som om eftermiddagen 17. marts fik afsløret den enorme mængde speed.

Narkohunden Bonnie viste sig at have næse for narkotika, da den fik lov at gå tæt på den tysk indregistrerede Volvo S 80.

Skjult i benzintanken lå der 39,6 kilo amfetamin.

Den 34-årige mand nægter at kende til narkoen, og det bliver en domsmandsret, der til marts afgør sagen ved Retten i Nykøbing Falster.

Hvis han findes skyldig, står han til en langvarig fængselsstraf, og anklageren fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil også kræve manden udvist.

Politiet har en mistanke om, at den rejsende skulle videre til enten Sverige eller Norge.

I rigspolitiet oplyser man, at fangsten fra Rødby Færgehavn er den største beslaglæggelse af amfetamin i 2011.

Og i det hele taget er det usædvanligt, at politiet formår at snuppe tilsvarende store mængder narkotika.

Derfor var betjente fra Østjylland da også pavestolte, da de i januar fandt godt 35 kilo af stoffet på en firelænget gård mellem Randers og Hadsten.

En mand med stærke bånd til Hells Angels tilstod i april, at amfetaminen var hans.

Straffen til den 31-årige østjyde giver et varsel om, hvad den estiske mand risikerer, såfremt han findes skyldig. Retten i Randers fastsatte straffen til 12 års fængsel.


Nyhedsoverblik