Det vi har sammen

Nu bliver det dyrere at krydse Storebælt

Foto: TV ØST

Fra nytår bliver det dyrere at passere Storebæltsbroen, når priserne stiger for samtlige køretøjer.

Efter nytår skal der graves dybere i lommen, hver gang danskerne drøner over Storebæltsbroen. Priserne stiger nemlig for alle typer køretøjer.

I det nye år kommer det til at koste 230 kroner at køre over broen i en almindelig personbil, mens det vil koste 350 kroner for en personbil med anhænger.

Priserne for Storebælts rabatprodukter hæves også, så en aftenbillet fremover koster 275 kroner, hvor man kører frem og tilbage samme aften, en lørdags- eller søndagsbillet 370 kroner og en weekendbillet 405 kroner.

- Priserne på broen skal følge den almindelige prisudvikling af hensyn til fair konkurrence med tog- og færgeforbindelser, siger Søren Vikkelsø, markedsdirektør i Sund og Bælt, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at den årlige justering af priserne sker på baggrund af forbrugerprisindekset, og at justeringen er en forudsætning for, at selskabet A/S Storebælt kan betale lån og renter tilbage.

- Det er dog værd at bemærke, at prisen for en enkelt tur med personbil ikke steg sidste år, siger Søren Vikkelsø.

For de 600.000 danskere, der har brobizz, er der stadig en besparelse på fem procent at hente. Efter nytår koster det 218,50 kroner at passere broen i en personbil med brobizz.

Da Storebæltsbroen åbnede i 1998, kostede en enkelt tur i personbil 210 kroner.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App