Novo Nordisk giver kæmpe milliard-overskud

Novo Nordisk, som har fabrikker i Kalundborg, øgede indtjeningen med 18 procent, mens salget steg med ni procent i 2011, viser regnskab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Medicinalvirksomheden Novo Nordisk øgede i 2011 sit driftsresultat med næsten en femtedel til et overskud på 22,4 milliarder kroner.

Samtidig steg salget i danske kroner med ni procent, så virksomheden har fået presset mere indtjening ud af sit salg. Omsætningen nåede op på i alt godt 66 milliarder kroner.

Nettoresultatet blev et overskud i virksomheden på 17,1 milliard kroner, svarende til en fremgang på 19 procent.

Virksomheden oplyser, at man har forlænget aftalen med administrerende direktør Lars Rebien Sørensen, så den nu udløber i 2019.

- 2011 var et rigtig godt år for Novo Nordisk, siger Lars Rebien Sørensen i en kommentar til regnskabet.

Omsætningen steg atter kraftigt for de såkaldte moderne insuliner, som Novo Nordisk sælger i forskellige udgaver. Her var der samlet en fremgang på otte procent. Samtidig faldt salget af de traditionelle humane insuliner med ni procent.

Midlet Victoza, der fortsat rulles ud globalt, solgte for omkring seks milliarder kroner og bidrog med en meget stor del af væksten i Novo Nordisk.

Blødermidlet NovoSeven, en anden storsællert hos Novo Nordisk, øgede salget med fire procent til 8,3 milliarder kroner.

For 2012 venter Novo Nordisk at øge salget med 11-15 procent med de nuværende valutakurser. Indtjeningen ventes at kunne gå hele 17 procent frem - igen godt hjulpet af valutakurserne, der giver selskabet lidt ekstra fremgang, når salget i de udenlandske valutaer bliver vekslet til danske kroner.

/ritzau/

2012-02-02T07:56:43+0100


Nyhedsoverblik