Nødråb fra vejarbejdere: Sænk så farten

Ulykken på motorvejen ved Ringsted, hvor tre vejarbejdere blev ramt af en varevogn, får nu vejarbejderne til at råbe op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mere end fem alvorlige ulykker i forbindelse med vejarbejder hver måned. Vejarbejdere har fået nok. Det skal være muligt at gå på arbejde uden at risikere livet. Arbejdsgivere, fagforeninger og asfaltarbejdere sender derfor en fælles appel til den danske befolkning: Sænk nu farten og kør ordentligt ved vejarbejder. Det skriver Politiken.

Det sker, efter at tre vejarbejdere natten til torsdag blev kørt ned af en varevogn, mens de stod og satte et autoværn op på motorvejen ved Ringsted. To af vejarbejderne blev slæbt 50 meter under varevognen, en af dem fik kørt sin venstre fod af.

Hver måned sidste år kunne Vejdirektoratet registrere mere end fem alvorlige ulykker i forbindelse med vejarbejder. Seks omkom i 2009.

- Det er et kæmpe problem. Og derfor har jeg kun en ting at sige til danskerne: Kør nu for pokker ordentligt. Vejarbejderne er der for jeres skyld. Og de skal altså have en tålelig hverdag, siger administrerende direktør i Asfaltindustrien, Anders Hundahl, der har godt 2.000 asfaltarbejdere under sig.

Problemet er først og fremmest hensynsløs kørsel, folk, der brager igennem afspærringer, vælter skilte eller kører så tæt på arbejderne på asfalten, at de snitter dem med deres sidespejle.

Asfaltindustrien har netop færdiggjort en mindre undersøgelse, hvor de har spurgt 70 asfaltarbejdere landet over om deres arbejdsmiljø. Og her lyder det samstemmende fra 'asfaltbisserne', at hovedproblemet er bilisternes hidsige kørsel. 

Og ifølge undersøgelsen bliver det værre og værre.

- Prøv og forestil dig, at du går på arbejde en morgen for at hjælpe med at gøre det bedre for bilisterne. Og så bliver du snittet af et sidespejl af en bilist, der kører alt, alt for hurtigt. Det betyder desværre, at folk bliver bange for at gå på arbejde, siger Anders Hundahl.


Nyhedsoverblik