Netto tilbød sodavand og middag i stedet for løn

Medarbejdere hos Netto i Svinninge blev tilbudt sodavand samt en middag på Jensens Bøfhus i stedet for løn, skriver Holbæk Amts Venstreblad.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tilbuddet fra butikschefen blev sendt via sms til flere af butikkens unge medarbejdere sidste torsdag.

Ifølge Venstrebladets oplysninger gik en enkelt medarbejder ind på chefens tilbud, som indebar fire-fem timers arbejde.
Mindst én anden medarbejder takkede nej:

- Jeg blev lidt forarget, for det er da en ringe løn at få, lyder det fra medarbejderen, der er vant til at få mindst 105 kroner i timen.

Aase Loh­mann, som er faglig konsulent i HK Handel, kalder ifølge Venstrebladet tilbuddet for »noget svineri« og vil tage sagen op over for koncernen bag Netto, Dansk Supermarked.

Ledelsen i Netto fastslår, at tilbuddet helt må stå for den pågældende butikschefs regning, og at det ikke er udtryk for almindelig praksis hos Netto.

Såvel distriktschef som HR-chef i Netto erkender, at tilbuddet er et brud på overenskomsten.

 


Nyhedsoverblik