Natursti udsat for sabotage

En natursti i Røsnæs bliver konstant udsat for sabotage. Stenene, der markerer ruten om 2. verdenskrig, er blevet fjernet eller kastet væk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Naturstyrelsen har opført fire naturstier i Røsnæs. En af dem handler om 2. verdenskrig. Her kan man gå på opdagelse langs den seks kilometer lange sti og se tre tidligere tyske bunkere. I bunkerne er der sten med påført hagekors. Det har tidligere skabt en del kritik.

- Det er det symbol, man forbinder med den tyske besættelse. Det er et hadet symbol, men det fortæller også mange ting, og det skaber den stemning, der skal til for at formidle det på den måde, vi gerne vil formidle det, har projektleder Christian Feddersen fra Naturstyrelsen tidligere fortalt til TV2 Øst.

Siden i mandags har de oplevet sabatoge af de sten, der markerer stien. De omkring 100 sten, der er lavet af beton og bliver boltet fast, bliver fjernet eller sparket ned, de steder de er sat op. Nogle af dem er sågar smurt ind i hundelort.

- Siden i mandags har vi hver dag sat stenene op igen. Men hver gang bliver de ødelagt. Når stenene skal sættes op, så går der 24 timer før betonen er helt tør. Indtil da er det rimelig let at ødelægge stenene, siger Christian Feddersen fra Naturstyrelsen.

 

Bliver ikke klar til efterårsferien

Det var meningen at alle stierne skulle være klar til efterårsferien. Men nu venter Naturstyrelsen til efter efterårsferien med at se, hvad der er sket med stien i mellemtiden. De har ikke ressourcer til at sætte hele stien op fra ny hver dag.

Udover ruten om 2. verdenskrig er der også en naturrute, en rute om den kolde krig og en rute om kanonbådskrigen. Men det er kun 2. verdenskrigsruten, der gang på gang bliver ødelagt. De sten, der bliver fjernet eller smadret, er cirka 10x10 cm. og lavet af beton, der er tilsat farve, så de ligner natursten.

I dag oplevede Naturstyrelsen igen at stenene blev ødelagt, efter de havde sat dem op igen. Det er ikke muligt for dem at holde øje med hele ruten, da området er for stort.

Naturstyrelsen har ikke meldt hærværket til politiet endnu.


Nyhedsoverblik