Naturlegeplads truet af asfalt

Først fik de en af Danmarks bedste naturlegepladser. Nu skal den måske asfalteres og laves til parkeringsplads. En børnehave ved Vintersbølle er i oprør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Valdemar er en af de mange børn, der nyder livet på legepladsen i Vintersbølle ved Vordingborg. Og Hans mor Charlotte Sværke er glad for at sende sin søn i børnehave netop her.

 - Han er en rigtig tonser, og han har brug for at røre sig, klatre i træerne og kunne gemme sig i naturen, siger Charlotte Sværke.

Daginstitutionen Skovhuset er kendt over hele landet for deres enestående naturlegeplads. Det er Formanden for Forældrebestyelsen, Barne Købmand Petersen, meget stolt af.

 - Hvis der skal bygges naturlegepladser, kommer folk herned for at se, hvordan vores ser ud, fortæller Bjarne Købmand Petersen.

Men idyllen er truet, for en stor del af legepladsen skal måske laves til parkeringsplads.

 - Det er helt ubegribeligt, at de vil ødelægge noget der fungerer så godt. Og så skal børnene gå og se på en parkeringsplads i stedet for. Det er jeg virkelig utilfreds med, fastslår Charlotte Sværke. 

Plejecenteret, som ligger op ad børnehaven, skal udvides med 50 ældreboliger - og der skal laves adgangsvej og parkeringspladser til boligerne.

 - Det er nødvendigt at have parkeringspladser, og så skal der jo også kunne komme ambulancer ind, siger formanden for Teknikudvalget i Vordingborg Kommune, Søren Nybo (Kons.). 

Daginstitutionen vil få stillet et andet areal til rådighed som kompensation for det de mister, men det er ikke godt nok.

 - Der er et alternativ! Hvorfor ikke lægge parkeringspladsen på den anden side, spørger Bjarne Købmand Petersen.

 - Parkeringspladsen kan muligvis godt lægges et andet sted, men der skal under alle omstændigheder laves en adgangsvej til vaskeri osv., slår Søren Nybo fast. 

Foreløbig er den endelige beslutning om parkeringspladsens placering ikke truffet i Byrådet.

 - Jeg håber da, at forvaltningen og politikerne besinder sig, og lader vores naturlegeplads være i fred, siger Bjarne Købmand Petersen.

 - Jeg kan ikke love at legepladsen bliver bevaret i sin nuværende form, men vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at finde en løsning der gør mindst mulig indhug i legepladsen, lover Søren Nybo.

Hvor længe Valdemar og de andre børn kan nyde den store naturlegeplads inden den bliver til asfalt, ved ingen.


Nyhedsoverblik