Naturen er brandfarlig lige nu

Naturstyrelsen advarer om, at et knastørt forår skaber brandfare. I Klint var det lige ved at gå rigtig galt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En lille gnist fra en grill i en sommerhushave var ved at futte en hel mose af i Klint i aftes. Selvom en mose er et vådområde, så er sivene meget let antændelige lige nu, advarer Naturstyrelsen.

- Vi ser foråret som friskgrønt og frodigt og måske ovenikøbet fugtigt, men det er det slet ikke lige nu. Det er yderst brandfarligt. Det er ikke det grønne, der kan brænde, det er alt det visne fra sidste år. Det er meget let antændeligt og kan meget meget nemt brænde, siger skovfoged Hans Jessen fra Naturstyrelsen i Nordvestsjælland.

Derfor advarer han om at passe ekstra godt på cigaretskodderne, grillen eller bålet til snobrød.

- Der er kun en ting at gøre, det er at passe på.

Og det har de lært i Klint, hvor man slap med skrækken. 'Kun' 150 kvadratmeter siv måtte lade livet, mens sommerhusejerne omkring mosen kunne ånde lettet op.

- Vi flytter nok grillen lidt længere væk fra sivene i aften, siger sommerhusejer Are Terjesen belært af naboernes fejltagelse i aftes.


Nyhedsoverblik