Narkoen flyder på Sjælland

Politiet finder stadig mere narko i de sjællandske byer. Der er beslaglagt væsenligt mere kokain, amfetamin og hash.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er masser af narko rundt om i de danske byer, og politiet finder vej til stadig mere af det. I 2007 beslaglagde politiet på landsplan 65 procent mere heroin og 15 procent mere kokain end året før, ligesom politiet kom i besiddelse af mere amfetamin og flere ecstasypiller.

Narkoen findes også rundt om i byerne på Sjælland, hvor Midt- og Vestsjællands Politikreds sidste år gjorde deres for at finde vej til stofferne. Her blev der sidste år beslaglagt væsentlig mere hash, kokain og amfetamin i forhold til 2006. Kun antallet af beslaglagte ecstasypiller faldt, skriver DAGBLADET Ringsted.

Midt- og Vestsjællands Politi beslaglagde således 115,46 kilo hash sidste år mod 9,28 kilo til sammen i de tidligere politikredse i 2006.

De fik ligeledes 3,80 kilo kokain mod 0,56 kilo året før og 5,6 kilo amfetamin mod 3,35 kilo i 2006. Den markante stigning i fangsten af hash afspejler dog ikke landstendensen, hvor der er sket et markant fald i fra 1035 kilo til 774 kilo. På samme måde følger politikredsen ikke udviklingen på landsplan i forhold til ecstasypiller. Antallet af beslaglagte ecstasypiller på landsplan steg i 2007 til 67.680 fra 22.712 året før, men i Midt- og Vestsjælland går det den anden vej. Alene i den tidligere Roskilde Politikreds beslaglagde man i 2006 5452 ecstasypiller. Det tal er for den nye storkreds faldet til under det halve.

Ved Sydsjælland og Lolland-Falster Politi gjorde man til gengæld et ekstra stort fund af ecstacypiller sidste år på i alt 3722 piller, mens de tidligere politikredse i 2006 kun kunne mønstre 607 ecstasypiller.

Kredsen har ligeledes gjort små fremskridt i forhold til de øvrige stoftyper. På landsplan fik politiet fat i 87,71 kilo kokain mod 76,22 sidste år og 47,75 kilo herion mod 28,87 året før.


Nyhedsoverblik