Nakskov har prøvet det før (Video)

Fyringsrunden på Vestas i Nakskov sendte en chokbølge gennem byen - 315 mennesker skal fyres. Men Nakskov har prøvet det før - at skulle rejse sig efter en stor fyringsrunde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Meldingen om fyringsrunden, hos Nakskovs største private arbejdsgiver, var byens store samtaleemne tirsdag. Men det er ikke første gang, at byens erhvervsliv er i krise. Nakskov Skibsværft, der havde omkring 1500 ansatte, stoppede produktionen og fyrede alle ansatte i løbet af 1986.

Per Koch var en af dem, der arbejdede på Nakskov Skibsværft. Efter 30 år på værftet oplevede han den stemning, som lukningen gav.

- Folk var sørgmodige. De var bitre, og nogen var bange for deres nye tilværelse, det er jo klart. Om det er Nakskov Skibsværft eller Vestas, så er de menneskelige reaktioner jo de samme, siger Per Koch.

Nakskov var lammet efter lukningen af værftet. Så meget at TV2 i 1994 lavede dokumentaren "Nærbillede - Håbløshedens by". Men lollikerne var sure. De mente, at dokumentaren var både negativ og ensidig. En busfuld nakskovitter mødte op hos TV2 og smed gylle-dunke foran hovedindgangen med påskriften "Nakskov - gylle produceret af TV2." Nok var Nakskov ramt, men de ville ikke give op.

- Så sker der det, at vi får kontakt til Vestas i december måned 1995. I løbet af ganske få måneder får vi forhandlet Vestas til Nakskov med et udsagn om, at man nok ville lave 200-250 arbejdspladser, fortæller Flemming Bonne (SF), der var borgmester i Nakskov fra 1998-2006.

Nakskov overlevede altså skibsværftets lukning med en ny vestas-fabrik. Men nu står byen igen med en stor fyringsrunde forude. Den tidligere borgmester er dog ikke i tvivl om, at byen også kommer igen denne gang.

- Lolland har en lysende fremtid for sig. For det første er jeg sikker på, at vindmøllebranchen rejser sig igen. Så har vi jo, et meget, meget stort Femern Belt-projekt liggende foran os, hvor der bliver rigtig mange nye arbejdspladser i anlægsfasen, siger Flemming Bonne.

 

[video:flv:090429_nakskov.flv]

 


Nyhedsoverblik