Næstved taber lokalopgør til FCV

Med 1-2-nederlaget til FC Vestsjælland ser det mere og mere sort ud for Næstved i bunden af 1. division.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

FC Vestsjællands styrke ved dødbolde krydret med Næstveds forsvarsproblemer.

Det blev den afgørende cocktail, da de to hold tørnede sammen søndag eftermiddag på Næstved Stadion.

50 sekunder var spillet, da FC Vestsjællands Nicolas Sandberg forlængede et hjørnespark i Næstveds målfelt. Så var de grønne forsvarsspillere på hælene. Henrik Madsen udnyttede sikkert blottelsen, og bragte FCV foran 0-1.

FCV tilspillede sig flere chancer i første halveg, deriblandt havde Rasmus Festersen et skud på stoplen.

Mod slutningen af første halveg omsatte Næstved et tvivlsomt frispark på kanten af straffesparksfeltet til mål. Joakim Normann opfattede en ripost og udlignede til 1-1.

I anden halveg var det pludselig som om Næstved havde held til at løsne den normalt så stramme organisation hos vestsjællænderne. Næstveds farligste, Mustafa Hassan, havde flere kvalificerede indslag i omstillingsspillet, men Næstved virker lige nu uden den fornødne selvtillid i angrebsspillet, og hjemmeholdet blev aldrig for alvor farlige.

Det var FC Vestsjælland til gengæld i særligt to tilfælde. Først brændte Lars Pleidrup et straffespark, og otte minutter før tid fik FCVs Nicolas Sandberg møvet bolden over stregen efter endnu en dødbold.

Derved blev det. 1-2 og FC Vestsjælland er fortsat en del af mellemgruppen i 1. division, mens Næstved har 11 point til nedrykningsstregen med kun 10 kampe tilbage af turneringen.


Nyhedsoverblik