Næstved ruster sig til influenza-epidemi

En krisestab i Næstved kommune er nu i gang med at forberede kommunens ansatte på en eventuel influenza A-epidemi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Næstved er een af de kommuner, der nu følger Sundhedsstyrelsens anbefaling om at etablere en såkalt krisestab. Baggrunden er muligheden for en epidemi med den såkaldte Influenza A eller H1N1. Denne influenza  er en ny virus, der på kort tid er blevet udbredt til det meste af verden.

I langt de fleste tilfælde giver den nye influenza milde symptomer, der er overstået efter få dage. Alligevel er det vigtigt at begrænse smitten.

Næstveds krisestab har borgmester Henning Jensen i spidsen.

- På nuværende tidspunkt er der ingen grund til bekymring, men vi ønsker naturligvis at være godt forberedt på en eventuel influenza-epidemi. Via beredskabsgruppen er vi i dialog med kommunens mange institutionsledere og forsøger hele tiden at være på forkant, så vi kan begrænse smitten mest muligt.

Information i denne fase er vigtig, og i denne uge bliver kommunens mange ansatte informeret om Sundhedsstyrelsens råd og anbefalinger samt vigtigheden af systematisk og grundig hygiejne.

Fakta om Influenza A

 

Symptomerne er de samme som ved traditionel influenza - det vil sige pludselig opstået feber, ondt i halsen, hoste og muskelsmerter. Diarré kan også forekomme.

Sundhedsstyrelsen anbefaler:

• Vask hænder ofte. Influenzavirus sætter sig let på hænderne og spreder sig via håndtryk og overflader som dørhåndtag. Vask derfor ofte hænderne med sæbe.

• Host eller nys i ærmet. Influenza smitter gennem virus i små dråber fra hoste, nys og lignende. Dæk derfor mund og næse når du hoster eller nyser. Brug et en-gangs-lommetørklæde eller dit ærme i stedet for din hånd.

• Bliv hjemme, hvis du er syg. Influenza spreder sig let på skoler, arbejdspladser og i institutioner. Kontakt lægen pr. telefon i stedet for at møde op i venteværelset.

 


Nyhedsoverblik