Det vi har sammen

Næstved Kommune undersøger medlem af det irakiske parlament

Foto: TV ØST

I november 2005 blev dansk-irakeren Samia Aziz Mohammad hyldet på Venstres landsmøde, da hun modtog partiets Frihedspris for sit arbejde i det irakiske parlament.

Ekstra Bladet skriver i dag, at den 62-årige flygtning Samia Aziz Mohammad, der har dansk statsborgerskab, modtager førtidspension i Danmark, mens hun får en tårnhøj løn nede i Irak.

Som medlem af det irakiske parlament i Bagdad tjener hun ifølge internationale kilder cirka 46.000 skattefrie kroner om måneden plus et væld af frynsegoder og livslang pension. Herudover får hun knap 900.000 kroner om året til bodyguards, skriver Ekstra Bladet.

Men Samia Aziz, der har folkeregisteradresse i Næstved, skjuler ifølge formiddagsavisen sine betydelige irakiske indtægter for de danske myndigheder. Hun har derfor uberettiget modtaget førtidspension og samtidig undladt at betale skat af sin indtægt i Irak.

Formand i Region Syddanmark Carl Holst(V), der var hovedmanden bag valget af Samia Aziz Mohammed som vinder af frihedsprisen, erkender i dag, at hun aldrig skulle have haft den.

- Hun fik prisen for at have modet til at rejse tilbage til Irak og genopbygge landet. Men det er klart, at havde jeg kendt til de oplysninger, du giver mig i dag, så havde hun aldrig fået prisen. Det er 100 procent sikkert.

- Det er dybt jo beskæmmende og dybt ærgerligt, siger han til Ekstra Bladet.

Samia Aziz Mohammad erkender overfor Ekstra Bladet , at hun modtager førtidspension i Danmark. Men hun benægter, at hun får én krone i løn fra det irakiske parlament.

- Alle mine penge fra parlamentet bruger jeg på bodyguards. Derudover betaler parlamentet min repræsentation, min bil og lejlighed i Bagdad, siger hun til Ekstra Bladet.

Næstved Kommune vil nu undersøge sagen nærmere, fortæller borgerservicechef Carsten Egevang Nielsen.

- Vi kommenterer ikke enkeltsager i pressen. Men vi vil undersøge Ekstra Bladets oplysninger grundigt i vores kontrolgruppe. Hvis de er korrekte, vil vi bede politiet om at efterforske sagen, siger han, til Ekstra Bladet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App