Næstved klager til DBU over Schjønberg

Foto: TV ØST

Næstved-træner Brian Flies følte sig i pausen truet af FC Vestsjællands træner Michael Schjønberg.

Dramaet kogte i spillertunnellen efter 1. halveg mellem FC Vestsjælland og Næstved. Næstved-træner Brian Flies er søndag aften stadig stærkt fortørnet over FC Vestsjælland-træner Michael Schjønbergs adfærd i pausen.

- Han tager et tilløb hen mod mig på en 10-15 meter og skubber til mig. Jeg vil simpelthen ikke finde mig i at blive angrebet på den måde. Det er grotesk, siger Brian Flies, der sammen med ledelsen i Næstved Boldklub nu sender en indberetning til DBUs disciplinærudvalg omkring Schjønbergs opførsel.

FC Vestsjælland-træneren selv kan ikke genkende historien og mener, at sagen snarere ligner injurier mod Schjønberg. 

- Vi har lige udlignet til 1-1 og jeg er glad på det tidspunkt, hvor vi går til pause. Hvorfor skulle jeg gå til angreb på Flies? Jeg finder mig ikke i, at han (Brian Flies, red.) går ud i medierne og hænger mig ud, lyder det fra Schjønberg. 

Brian Flies fastholder sin version. Han opfordrer Schjønberg til offentligt at gå ud og beklage sin opførsel. Sker det, vil Flies ikke gøre mere i sagen. Men det kommer meget sandsynligt ikke til at ske.

- Hvad skal jeg sige undskyld for. Hvis han har røv i bukserne, så kom han hen til mig efter kampen for at snakke om tingene. Så kunne vi have taget en øl sammen. Det er den skole, jeg kommer fra, siger Michael Schjønberg til TV2 ØST.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App