Næstved får intelligent busterminal

Næstved bliver den første by på Sjælland, der får en intelligent busterminal. En "intelligent" busterminal er kendetegnet ved, at busserne ikke har faste holdepladser. Moderne telematik styrer i stedet, hvor busserne skal ankomme og afgå fra.

Målet er at få en bedre udnyttelse af byrummet og en enkel og overskuelig trafikafvikling. Arbejdet med ombygningen af Næstved Banegårdsplads, sættes i gang mandag den 26. november klokken 11.00 i banegårdens forhal.

På et digitalt display kan passagererne se, hvilken plads for eksempel bus 27 mod Kalundborg kører fra. De svagtseende er der også tænkt på: På displayet kan man trykke på en højtaler, der fortæller hvor bussen afgår fra. Ledelinjer i belægningen viser vejen hen til bussen.

Alle busafgangene samles på en busø, hvor busserne kører med uret rundt, og al ind- og udstigning derfor sker indad mod busøen. Passagerne undgår dermed at skulle krydse kørebanen ved busskifte. Busøen er derfor meget trafiksikker.

Fordelene ved den intelligente busterminal er mange. Den er mindre pladskrævende og udnytter dermed pladsen bedre. Passagererne skal gå kortere, fordi alle busserne er samlede på et sted. Den gør det også lettere for buspassagererne at overskue trafiksituationen, fordi man ved, at de busser, der holder på pladsen, afgår inden for fem minutter.

Udover en ny busterminal skal ombygningen af Næstved Banegårdsplads også skabe nye og bedre parkeringsmuligheder for cyklister. Alle cykelparkeringspladser bliver overdækkede og af høj standard. Ombygningen skaber desuden en bedre sammenhæng mellem banegårdspladsen og den øvrige by.

Den trafikale situation på Næstved Banegårdsplads har i årevis været kaotisk og uoverskuelig. Busser, bilister og taxier har kæmpet om pladsen, mens fodgængere og cyklister har forsøgt at nå helskindede over pladsen. Den uholdbare situation har Næstved Kommune, Movia og DSB i fællesskab besluttet at ændre ved. Derfor sættes ombygningen af Næstved Banegårdsplads i gang i november 2007.

Fakta om ombygningen:

  • Hvornår? Ombygningen af Næstved Banegårdsplads begynder i slutningen af november 2007 og forventes at være afsluttet inden udgangen af 2009.
  • Hvad? Ombygningen kommer til at forløbe i tre etaper. Første etape skaber nye cykelparkeringshuse, anden etape skaber den nye busterminal, mens tredje etape skaber nye parkeringspladser for bilister.
  • Hvem? Bag projektet står Movia, DSB og Næstved Kommune.
  • Hvorfor? Formålet med ombygningen af Næstved Banegårdsplads er at skabe en banegårdsplads, hvor trafikafviklingen er enkel og overskuelig for alle rejsende.
  • Læs mere på www.naestvedbanegaard.dk

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App