Det vi har sammen

Næstformand i Regionsrådet rystet over bestikkelsessag

Foto: TV ØST

Næstformanden i Regionsrådet, Susanne Lundvald (S), er rystet over bestikkelsessagen i Region Sjælland og kalder sagen alvorlig.

Det kom meget bag på næstformand i Regionsrådet i Region Sjælland Susanne Lundvald (S), da hun tirsdag morgen fik oplysninger om, hvad der var i gære i Region Sjælland.

- Der er ingen som forventer at have sager som denne, ellers ville man have gjort noget længe før, siger Susanne Lundvald.

Det kommer meget bag på hende, at bestikkelse som det, de fem mænd er sigtet for, kan have fundet sted.

- Det er jo uacceptabelt, for vi arbejder jo med offentlige midler, siger hun.

Det er især på grund af den store kontrol med, hvordan de offentlige midler bliver brugt, at sagen vækker undren hos næstformanden. Kontrollen er blandt andet lavet for at forhindre at friste nogen.

-  Du kan jo ikke bruge to kroner uden bilag og underskrifter, så det er svært at se, at det kan have foregået, siger Susanne Lundvald, der ser alvorligt på sagen.

- Jeg synes, det er en yderst uheldig sag, og det er beklageligt, siger hun.

Alvorlig sag for regionen

Derfor vil regionen nu se, hvad den kunne have gjort anderledes.

- Det er overraskende og uforståeligt, at det kan ske. Vi skal ind og se, om vi har haft mulighed for at undgå det.

Hvilke konsekvenser, det kommer til at have for Region Sjælland, er endnu for tidligt at sige. Da nogle af de sigtede er chefer i Region Sjælland, vil der den kommende tid mangle noget personale, men her må næste led tage over, mener næstformanden Susanne Lundvald.

- Det er ligesom en influenzaepidemi, hverdagen må videre, siger Susanne Lundvald.

- Vi afventer den undersøgelse, politiet laver nu, og så tager vi den der fra, afhængigt af hvad resultatet bliver. Vi kan ikke have ulovligheder i vores butik, siger Susanne Lundvald.

I øjeblikket er fem mænd sigtet og i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster. Flere mænd skal angiveligt have haft adgang til en konto med over en million kroner og modtaget rejser og sponsorater.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App