Næsten blind kvinde frataget hjælp

En stærkt synshæmmet ældre kvinde fra Faxe Ladeplads er en af dem, der har fået skåret kraftigt i sin rengøringshjælp. Ældre Sagen siger, at det er gjort på ulovlig vis.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Karla Hansen er 82 år og bor i Faxe Ladeplads. For tiden er hun ikke begejstret for kommunen.

- Ja jeg synes jo det er helt forkasteligt. Det er ligesom vi ikke er noget værd. Sådan føler jeg det, lyder det fra Karla Hansen.

Hun har kun 3-4 procent tilbage af sit syn, og hun har ret til kommunal hjælp til rengøringen af hjemmet.

Men nu vil kommunen skære hendes rengøringshjælp fra hver anden til hver tredje uge.

- Ja, det er jeg jo ked af, for mit syn er meget dårligt, og jeg kan jo ikke selv lave noget af det, siger Karla Hansen.

Men beskeden er kommet, uden at Karla Hansens synshandicap er blevet vurderet igen ansigt til ansigt med en kommunal medarbejder. Og det er ifølge Ældresagen et brud på reglerne.

Reglerne siger nemlig, at hvis der skal ske ændringer i hjælpen, så skal borgeren først have vurderet sit personlige behov igen.

Derfor er Ældre Sagen gået ind i kampen.

- Vi har rettet henvendelse til Ældre Sagen i København, som selvfølgelig er vores hovedafdeling, og de vil så sende en klage til statsforvaltningen - det forventer vi ihvertfald, siger formanden for Ældre Sagen i Haslev, Kjeld Nielsen.

Fra kommunens ældredirektør Birte Sonnenborg lyder det i dag til TV2 ØST, at kommunen har fulgt reglerne.


Nyhedsoverblik