Nabostrid blusser op i Stubbekøbing

På Orevej I Stubbekøbing har en nabostrid plaget kvarteret i snart et årti. Nu har et højt hegn kastet nyt brænde på bålet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Orevej i Stubbekøbing er en ti år gammel nabostrid blusset op igen på grund af et højt hegn.

Sidste år førte konflikten til en retssag, der gav Bent Dehn rettens ord på, at hans egen hæk på knap to meter var tilstrækkelig høj som skillelinje mellem de to grunde. Men nu er naboen alligevel begyndt at sætte hegn op, som vil afskærme en stor del af udsigten fra Bent Dehns teresse og vinduer.

- Jeg har altid kunnet kigge ud over naturen, men nu bliver den skærmet af af et flethegn. Det accepterer jeg bare ikke, siger Bent Dehn.

I virkeligheden stikker konflikten på Orevej langt dybere end hegnspælene. I ti år har naboerne kæmpet mod hinanden om alt fra flagstænger til bjørneklør. Og i 2005 blev den opsigtsvækkende konflikt skildret i den lokale revy.

Nabostriden på Orevej er ikke enestående i følge Foreningen af Hegnssyn i Danmark. Og det sker stadig oftere, at parterne ikke kan nå til et forlig.

- Der er sket en stigning i antallet af kendelser i forhold til forlig. Det kunne jo være et udtryk for, at konflikterne er trukket lidt hårde op og jo hårdere de er trukket op desto sværere er det selvfølgelig at nå frem til et forlig, siger Jens Ernst Nielsen, der er formand for Foreningen af Hegnssyn i Danmark.

Bent Dehns nabo, som ikke ønsker at blive omtalt ved navn, siger til TV2 Øst, at hegnet er sat op for at afskærme for chikane og tilråb i forbindelse med et byggeprojekt på hans grund. Og han har ikke tænkt sig at fjerne hegnet, før han er færdig med at renovere på sin grund.

Foreningen af Hegnssyn i Danmark opfordrer til, at parter i en nabostrid søger hjælp så tidligt i konfliktforløbet som muligt. Se hvordan og find andre gode råd på foreningens hjemmesiden: http://www.hegnsyn.dk/.


Nyhedsoverblik