Nabokrig med store maskiner

En 58-årig mand fra det nordlige Ringsted er dømt for at bruge sin gummiged til at kaste med en nabo siddende i traktor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De to jævnaldrende mænd har i årevis været i strid om markskel og brugen af det stykke vej, hvor slaget med maskinerne stod den 22. marts 2009.

To et halvt år senere strides de to mænd endnu og deler flere af beboerne i resten af vejens cirka 20 landejendomme i to fløje.

På maskinslagets dag kører den ene mand i sin lille røde traktor og ordner vejkanten. Hans nabo kommer forbi i en gummiged. Han sætter fuld fart på, brager ind i traktoren, løfter den op på gummigedens skovl, så traktoren kun står på forhjulene, og kaster traktoren med naboen i ind på en mark.

Sådan lød anklageskriftet og den ene halvdel af vidnernes version ifølge Dagbladet Ringsted, da Retten i Roskilde i går skulle afgøre, om den nu 58-årige gummigedsmand var skyldig i at udsætte den jævnaldrende traktormands liv for fare.

Det var han ikke, svor den anden halvdel af vidnerne. Han kom bare trissende afsted i sin gummiged, stoppede bagved traktoren, sænkede skovlen, og så var det altså ham i traktoren, der bakkede ind i gummigeden.

Da dommer og to lægdommere havde vorteret, var stillingen 2-1 i, at den 58-årige er skyldig i at forvolde fare for sin nabos liv. Han fik 10 dages betinget fængsel. Det skriver Dagbladet Ringsted.


Nyhedsoverblik