Naboer spærrede tyves flugtvej

Flere naboer prøvede at stoppe to tyve ved at afspærre vejen med deres biler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den højlydte hylen fra en tyverialarm fik i går flere naboer til en landejendom på Gyrstingevej ved Ringsted til at reagere. Hurtigt samlede de sig i fire biler ved huset, hvor de forsøgte at spærre vejen for to indbrudstyve, der havde været så frække at bryde ind i huset ved højlys dag. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

En af de vakse naboer var Jens Frandsen, der sammen med en medarbejder på sin gård gik udenfor og arbejdede, da han hørte alarmen.

- Jeg kunne se, at der rendte nogen rundt på taget, så vi kørte derover, siger han til DAGBLADET Ringsted og forklarer, at der allerede holdt flere biler oppe ved vejen, da han parkerede bagved tyvenes bil.

Kort efter kom tyvene - en 29-årig kvinde og en 35-årig mand - ud fra ejendommen. Tilsyneladende uden at have specielt travlt slentrede de hen til deres bil og gik først i panik, da de opdagede, at de havde svært ved at komme væk.

- De kørte ud på marken for at komme forbi min bil, fortæller Jens Frandsen til DAGBLADET Ringsted.

Det hjalp ikke det store, fordi de andre naboer var kørt frem, så deres biler også spærrede for flugtbilen. Til sidst lykkedes det dog tyveparret at stikke af. Inden da ramte de imidlertid både en af naboernes biler og kvinden i huset, Anette Sørensens, bil. Anette Sørensen og hendes mand har haft indbrud seks gange - fire gange bare i løbet af i år. De er derfor rigtig glade for hjælpen fra deres naboer.

- Det er virkelig super godt, for politiet har ikke de fornødne ressourcer, siger Anette Sørensen til DAGBLADET Ringsted.

Hun satte efter tyvene i sin bil og fulgte efter dem til Stenlille. Og tilkendegiver, at politiet selvfølgelig heller ikke kunne være så hurtigt på pletten, som naboerne kunne i går. Mindre end en halv time senere blev tyvene anholdt på en campingplads ved Stenlille.


Nyhedsoverblik