”Når jeg vågner i morgen, vil jeg gerne være død”

De fleste higer sig til livet. Men for Tage Voss fra Faster er alderdommen et helvede. Han har aldrig været bange for at sætte ord på de mest ømtålelige emner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tage Voss er snart 95 år. Han har levet et langt og aktivt liv som læge, flittig forfatter og provokerende debattør, men kroppen er slidt, og derfor er der ifølge ham ikke meget mere at leve for.

- Hver morgen man vågner, kan man ikke det man kunne, da man gik i seng. Det er sørgeligt og irriterende. Bare at gå ud og lave morgenmad, det bliver et projekt som at krydse Grønlands indlandsis, siger han.

Alderdom er et helvede
Ifølge Tage Voss er det ikke et værdigt liv at være fanget i en nedslidt krop.

- Når jeg vågner i morgen, så vil jeg gerne være død, siger han med en helt rolig stemmeføring.

Og paradoksalt nok, så er det er ret udramatisk ønske om ikke at vågne mere.

- Du ved ikke noget om det. Status er nøjagtig, som når du er død, som den var før du blev født. Der er ingen problemer i det.

Fortsætter med at skrive
Mens han venter, går dagene med at kigge i pejsen, ryge utallige cigarer og skrive. Tage Voss har skrevet omkring 50 bøger, og han har netop udgivet en bog om menneskets manglende fremtid.

Han startede med at skrive flere årtier før ti-fingersystemet blev opfundet, og i dag kommer hans skrivemaskine også til kort.

- Den kan sgu ikke mere. Jeg har ikke kunnet få farvebånd til den. Og det der sad, det var slidt til laser, siger han.

Men, at skrivemaskinen og kroppen er slidt ned, holder ikke Tage Voss tilbage. I skrivende stund arbejder han på en bog, om de mange problemer han oplever i det danske sygehusvæsen.


Nyhedsoverblik