Muslinger skal redde Haraldsted Sø

Alger skal fjernes fra Haraldsted Sø ved at dyrke muslinger i søen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forskellige alger og giftige blågrønalger i særdeleshed er en trussel for både mennesker og dyr i Haraldsted Sø. Hver sommer, når temperaturerne kommer højt op, viser de giftige blågrønalger sig i søen, og den økologiske balance lider under det.

Men nu vil Ringsted Kommune i samarbejde med konsulentfirmaet AP Consult redde søens vandkvalitet ved at dyrke vandremuslinger på line, skriver DAGBLADET Ringsted.

Metoden kaldes biomanipulation og kendes fra blandt andet Limfjorden.

- Det er en ret innovativ og unik metode, som ikke har været afprøvet før i de danske søer. Ofte bruger man kemiske metoder, siger Eilif Byrnak, biolog i Ringsted Kommune og tovholder på projektet, til DAGBLADET Ringsted.

Der er søgt om penge til projektet hos Miljøministeriet, og hvis det lykkes at få de 1,6 millioner kroner, der er ansøgt om, kan det få stor betydning for mikrobiologien i Haraldsted Sø, der i dag er så belastet af fosforlaget på bunden af søen, at der i de dybere vandlag ikke er liv i søen.

Idéen går ud på at udnytte, at der i Haraldsted Sø i dag er en stor forekomst af vandremuslinger. Ved at opspænde en række liner i vandet giver man vandremuslingerne gode betingelser for at vokse sig store.

Det forventes, at linerne vil blive kolonialiseret af muslingerne, som derefter går i gang med at filtrere algevæksten i vandet. Selv de giftige blågrønalger kan muslingerne omsætte. Og dermed vil vandkvaliteten i søen blive bedre, skriver DAGBLADET Ringsted.


Nyhedsoverblik