Muslinger æder forureningen

Et banebrydende projekt vil bruge ny muslingeproduktion til at rense vandet i Storebælt efter ørredhavbrug og derefter sælge dem til forbrugerne. Det oplyser DR Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er Musholm A/S ved Reersø, der har ansøgt om tilladelse til at bruge muslingerne først som såkaldt fangkultur og derefter sælge dem f.eks. som spisemuslinger.

Vi fortalte i sidste uge, at firmaet næsten vil tredoble produktionen af ørreder.

Men de mange opdrættede ørreder forurener havet ved bl.a. at udlede kvælstof og fosfor.

Den forurening kan muslingerne fjerne, simpelthen ved at æde alger, der lever af kvælstof og fosfor, fortæller direktør Niels Dalsgaard.

Derefter kan muslingerne lægges ud på banker i havet og vokse, indtil de er store nok til f.eks. at blive brugt til konsum eller dyrefoder.

Niels Dalsgaard håber, at de kan komme i gang til maj næste år.

Hos Verdensnaturfonden ser de positivt på at bruge muslinger til at rense havet, men biolog Christoph Mathiesen.minder om, at der er megen anden forurening efter havbrug.

- Der udledes for eksempel også kobber og medicinrester, understreger han.


Nyhedsoverblik