Movias nye pendlerplan møder modstand

Regionen er utilfreds med ny pendlerplan.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De passagerer, der bruger de 98 mest populære bus- og lokalbaneruter på Sjælland, skal kunne regne med, at bussen og toget også er der på længere sigt i form af et fasttømret pendlernet. Det er essensen i et forslag fra trafikselskabet Movia, som netop nu er i høring i regioner og kommuner, men idéen møder betænkelige miner i Region Sjælland, skriver DAGBLADET Køge.

I et udkast til et høringssvar stejler regionen blandt andet over, at Movia taler om "en musketer-ed, hvor man gensidigt lover at værne om og udvikle på pendlernet".

- Problemet er, at vi ikke har den samme garanti omkring de økonomiske midler, vi har at drive trafik for. Hvis vi bliver presset økonomisk og har lovet ikke at pille ved ruterne, kan vi blive nødt til det alligevel. Set fra et borgersynspunkt synes jeg, det er det eneste rigtige. Hvis du har valgt at bosætte dig et sted og bruge den kollektive trafik, er der da ikke noget værre, end hvis bussen eller toget holder op med at køre, siger næstformand i regionens miljø-, energi- og udviklingsudvalg, Susanne Lundvald (S) til avisen.

- Skal regionen da ikke se på tingene ud fra borgernes synsvinkel?

- Jo, det skal vi, men vi skal også være ansvarlige for økonomien, og vi risikerer jo, at staten lige pludselig skærer 10 procent i de midler, vi får, svarer Susanne Lundvald.
Områdechef Jeppe Gaard, Movia, forstår godt regionens bekymring, men samtidig vil det være en fordel for både passagerer og trafikselskab at være fri for den årlige risiko for, at en rute bliver offer for en sparekniv.

- Udgangspunktet for forslaget er, at det er en kvalitet i kollektiv trafikbetjening, at du har en stabilitet, så man som kunde ved, hvad man kan regne med, siger han til DAGBLADET Køge.

Movia har ikke sat årstal på, hvor længe ruterne skal være fredede, men hvis forslaget bliver vedtaget giver det også trafikselskabet bedre muligheder for at investere i forbedringer af for eksempel information og ventefaciliteter ved stoppesteder.

- Det er klart, at det er bedst at lave sådan noget et sted, hvor vi ved, at her skal bussen blive ved med at køre, siger Jeppe Gaard.


Nyhedsoverblik