Montør fra Sorø får sikkerhedspris

Når man laver en fejl på jobbet, så er det ikke altid, man har lyst til at fortælle sine kolleger om det. Men det gjorde montøren Ole Jensen fra Sorø. Nu har han fået prisen, Den Gyldne Hjelm, for sin åbenhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ole Jensen skal sætte altaner op sammen med nogle kolleger, da det er ved at gå galt.

- Det var en meget ubehagelig oplevelse, som jeg ikke håber andre vil komme ud for, fortæller montøren fra Sorø.

Ole Jensen kører op med en lift, der er fæstnet på et tårn. Han skal 10-15 meter op til der, hvor altanerne skal sættes op.

- Det er en rutineopgave, som jeg har gjort massevis af gange, fortæller han.

Men da Ole Jensen er næsten helt oppe med den 2,5 tons tunge lift, opdager han, at han har lavet en fejl

- Jeg står her og er kørt op, og så kigger jeg ned og ser så, at der mangler de fire bolte der, siger Ole Jensen og peger på fire bolte, der holder en del af det tårn, som liften kører op og ned på.

Havde han ikke opdaget fejlen, kunne det være gået rigtig galt.

- Hvis jeg var kørt meget længere op - en 20-30 cm - så var jeg styrtet med platformen og røget ned, konstaterer han.

Heldigvis gik det ikke galt. I stedet har Ole Jensen netop modtaget byggeriets sikkerhedspris, Den Gyldne Hjelm, fordi han fortalte sine kolleger om sin egen fejl.

- Jeg ville have det dårligt med, at der var gået 14 dage, og så havde en kollega lavet samme fejl - og hvor det måske var gået rigtig galt, fortæller han.

I dag har Ole Jensens åbenhed ikke kun resulteret i en gylden hjelm og et rejsegavekort på 5000 kroner - sikkerheden er også blevet bedre hos det firma, han arbejder for, Altan dk i Sorø.

- Vi har lavet om på vores procedurer, ud fra den erfaring her, for hvordan vi monterer vores platforme, siger Nils Frederiksen, som er sikkerhedschef i firmaet.


Nyhedsoverblik