Mona Lise bliver obduceret i dag

Politiet vil have undersøgt, om der er sket en forbrydelse mod den 61-årige Mona Lise Nielsen fra Sakskøbing. Hun blev fundet død i en grøft i mandags

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Foreløbig er politiets teori, at den 61-årige kvinde er forulykket.

- Vi formoder, at hun er faldet ned i den her grøft, som hun så ikke kunne komme op fra. Det har været mørkt, og hun har måske ikke haft den fornødne fysik til at kravle op, fortæller vicepolitikommissær Arne Holdesen fra Lokalpolitiet i Nykøbing Falster til TV2 ØST,

Efterlyst i fire uger
Mona Lise Nielsen var psykisk syg og boede på Bo- og Støttecenter Saxenhøj i Sakskøbing på Lolland. Hun blev efterlyst d. 24. oktober, og familie og lokale borgere har gentagne gange været ude at lede efter hende.

I mandags så en togpassager hende så ligge i en grøft nær jernbanen i den vestlig ende af byen.

- Det ser ud til, at hun har ligget der, siden hun forsvandt, siger Arne Holdesen.

Obduktion kan vise dødsårsag
For at være helt sikre på, at det er en ulykke og ikke en forbrydelse, der er tale om, er Mona Lise Nielsen sendt til obduktion i dag.

- Men jeg vil umiddelbart gætte på, at hun simpelthen er blevet tappet for energi som følge af sine anstrengelser for at komme op fra grøften. Hun kan være død af et hjertestop eller en blodprop som følge af anstrengelserne og kulden, fortæller Arne Holdesen.

Ulykkelig sag
Grøften er dyb og har været meget mudret, hvilket kan have gjort det svært for hende at kravle op fra den. Politiets teori er, at hun er faldet ned i grøften samme dag, som hun forsvandt fra Saxenhøj.

- Det er en dybt ulykkelig sag. Det har både været forfærdeligt for Mona Lise Nielsen at dø på den måde, og det er forfærdeligt for hendes familie, at det er sket, siger Arne Holdesen til TV2 ØST.

 Politiet i Nykøbing Falster forventer at have resultatet af obduktionen i begyndelsen af næste uge.


Nyhedsoverblik