Det vi har sammen

Mols-Linien nedjusterer igen

Foto: TV ØST

Brændstofprisernes himmelflugt gør ondt på Mols-Linien, der endnu en gang nedjusterer. Nu ventes underskud på op mod 30 millioner kroner.

Mols-Linien rammes hårdt af de skyhøje priser på brændstof. Rederiet leverede torsdag den anden nedjustering af forventningerne til 2008 på blot en måned.

I juli sænkede Mols-Linien forventningerne fra et overskud på mellem 50-70 millioner kroner til et resultat mellem et underskud på 10 millioner kroner og et overskud på 10 millioner kroner, skriver RB-Børsen.

Nu barberer Mols-Liniens direktør, Preben Wolff, flere millioner af den ventede indtjening i år, og Kattegat-rederiet venter således et underskud på mellem 10 og 30 millioner kroner.

- På grund af de gennemførte olieprisbegrundede prisforhøjelser og den generelle afmatning er antallet af overførsler i sommerperioden faldet mere end tidligere forventet. Derfor ændrer Mols-Linien sine forventninger til 2008, forklarer Preben Wolff i regnskabet.

Mols-Linien kunne ellers fremvise en rekordomsætning i første halvår, men lige lidt hjalp det, da de eksplosive stigninger i oliepriserne samtidig øgede omkostninger langt mere med et stort underskud til følge.

Omsætningen steg til 398,6 millioner kroner mod 369,7 millioner kroner i samme periode sidste år. Men de markant stigende oliepriser i halvåret gav en stigning i rederiets samlede omkostninger til brændstof på 64,5 millioner kroner i forhold til 2007, hvilket betyder et underskud på 35,5 millioner kroner mod et overskud på 18,8 millioner kroner i første halvår 2007.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App