Nyheder fra din hverdag

Sølvskat vises frem

Foto: TV ØST

Halvdelen af den store sølvskat der i maj måned i år blev fundet ved Magleby på Møn, er nu konserveret og klar til at blive udstillet.

 

Det var amatørarkæologen Loke Reid fra Vordingborg der gjorde det store fund på en mark ved Magleby på Møn ved hjælp af en metaldetektor. For at påskønne, at finderen og hans søgemakker Robert Poulsen var hurtige til at kontakte det lokale museum i Vordingborg, var de to amatørarkæologer tirsdag inviteret på besøg i Nationalmuseets konserveringsafdeling i Brede.

Her fik de syn for hvorfor det tager så lang tid at nå frem til antallet af mønter i fundet. Hver enkelt mønt i den store klump markjord der er flyttet ind på museet skal registreres, renses nænsomt og konserveres. Arbejdet med en enkelt mønt kan tage op til en time.

De to amatørarkæologer fra Møn er ikke de eneste der gør fund ved hjælp af metaldetektorer. Interessen for at gennemsøge marker og enge med den slags elektronisk udstyr har grebet om sig de seneste år, så Nationalmuseets folk har travlt. Men modsat hvad man måske skulle tro, i den situation, er museets folk glade for travlheden. Det er nemlig ved at være sidste chance hvis kulturhistorien skal bevares:

- Moderne landbrugsmaskiner bliver tungere og tungere, og der pløjes stadig mere dybt. Det går ud over de kulturlag der er nedenunder, og hvis ikke de ting der dukker op i disse år på markerne findes og registreres, - så går de altså til. Men der er heldigvis mange amatører der tager en tørn med at finde ting med deres metaldetektorer. Vi er flere på museet der bruger al vores tid på fund gjort med metaldetektorer af amatørarkæologer, og det er vi glade for. Fundet fra Møn er et godt eksempel på denne udvikling, - siger Museumsinspektør ved Nationalmuseet Michael Märcher.

02:29 Luk video

Tip os Har du et godt tip?