Møns Klint afspærret

Skov- og Naturstyrelsen har taget et usædvanligt skridt. Lørdag bliver hele klinten spærret af for publikum. Efter endnu et skred er det simpelthen for farligt at færdes på Møns Klint.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skov- og Naturstyrelsen har nu besluttet at lukke af for al færdsel på Møns Klint - både på selve klinten og den 8 km lange strand nedenfor klinten. Det er sket i samråd med en geolog efter endnu et skred.

I går styrtede et større klinteparti ned lige syd for Freuchens Pynt tæt på trappen til Storeklint.

Alle trapperne på Møns Klint vil fra og med lørdag den 3. marts være lukkede for al færdsel. Det sammen gælder adgangen til klinten fra Møns Fyr. Besøgende vil blive mødt med adgang forbudt-skilte. Skov- og Naturstyrelsen henstiller til, at lukningen vil blive respekteret, for besøgendes egen sikkerheds skyld.

Klinten har ikke været lukket siden det store skred i 1994, hvor en fransk kvinde blev dræbt.

Men den seneste tids store nedbørsmængder har medført en så overhængende skredrisiko på klinten, at Skov- og Naturstyrelsen finder det uforsvarligt at færdes på stranden neden for klintens skrænter. Det sidste nye skred ved Freuchens Pynt har tydeliggjort denne store skredfare.

Det nedstyrtede materiale - primært kridt - strækker sig cirka 150 meter ud i Østersøen.

Skov- og Naturstyrelsen regner med at Møns Klint kan åbnes igen til foråret, når klinten er tørret ud.


Nyhedsoverblik