Modvillig Mern-far afviser alle anklager

Mern-plejefar er ikke meget for at svare på anklagerens spørgsmål, men han har aldrig slået nogen, siger han.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han virker ikke synderlig presset, mens han hviler sine korslagte arme på vidneskranken i Retten i Nykøbing Falster.

Den 60-årige plejefar udtaler sig mandag for første gang i den såkaldte Mern-sag, hvor han sammen med sin hustru er anklaget for vold, vanrøgt og frihedsberøvelse af i alt ni plejebørn gennem 20 år.

Men flere gange vrisser den tiltalte mand nærmest af anklager Michael Boolsen, når spørgsmålene omhandler emner, som allerede har været berørt i retten.

- Jamen, du snasker rundt i det her. Kommunerne er altid uenige, når det gælder anbringelser af børn, svarer den 60-årige, da anklageren spørger ind til nogle klager over plejeforældrene, som Langebæk Kommune modtog i 2001.

Klagerne førte til, at parret fik indskrænket deres plejetilladelse.

Plejefaren afviser alt fra udsultning af børnene til afstraffelse, indespærring og trusler.

- Man kan ikke blive plejeforældre, hvis man har noget med vold at gøre. Det er meget nemt, siger han og skyder samtidig flere af plejebørnenes forklaringer om hans iltre temperament ned:

- Jeg har da temperament, men jeg tænder ikke let af, sådan som de siger.

Den gråhårede mand rejser sig flere for at hente vand under afhøringen. Og efter en frokostpause fortsætter han sine forklaringer, mens han højlydt sutter på et bolsje.

To plejebørn, et søskendepar, fortalte tidligere i sagen, hvordan de adskillige gange er blevet låst inde på husets førstesal uden at få mad - nogle gange i op til tre dage.

Men den sydsjællandske gårdejer fortæller, at børnene altid spiste sammen med resten af familien.

- Og nogle gange blev børnene sendt op på deres værelse for at tage en time-out, hvis de havde været for vilde. Men det varede aldrig længere end et kvarter, siger han.

Hvorfor børnene fortæller så horrible historier om deres tid på gården i Mern, ved manden ikke.

- Jeg har en idé om hvorfor, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på, siger han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik