Det vi har sammen

Mistænkt statuetyv fængslet

Måske blev en række statuer stjålet for at blive smeltet om. Politiet har anholdt mulig gerningsmand, der nu er fængslet.

Politiet i Nordsjælland håber, at man nu er på vej til at opklare en række opsigtvækkende tyverier. 

En 21-årig mand blev fredag fængslet for otte dage sigtet for at stjæle bronzeskulpturer i Helsingør.

Den videre efterforskning skal nu vise, om manden også kan sættes i forbindelse med en række andre statue-tyverier på Lolland og Falster. 

På Sydhavsøerne er det hen over sommeren blandt andet gået ud over en skulptur, der stod i springvandet på torvet i Nysted, samt Paraplypigen fra Sakskøbing. 

Yderligere to bronzestatuer er stjålet i hhv. Sakskøbing og Rødby. 

Politiet har mistanke om, at formålet er at smelte kunstværkerne om for at tjene penge på bronzen.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?