Minksyge rammer Sjælland

Arkivfoto Foto: TV ØST

På Sjælland er minsygdommen plasmacytose brudt ud.

Den frygtede minksygdom plasmacytose er konstateret på minkfarmen Stigshøj ved Nr. Asmindrup, skriver Nordvestnyt.

Sygdommen, som i første omgang blev opdaget på en minkfarm ved Svinninge, blev opdaget i Odsherred i torsdags, og siden har ejeren og hans ansatte arbejdet på højtryk for at aflive alle resterende 11.300 mink på farmen.

Det gik galt i Svinninge

Hvordan sygdommen er kommet til farmen i Odsherred, er endnu ikke klarlagt, men indtil videre er det vurderingen, at det er i Svinninge, at noget er gået galt. 

Her gik ni avlere sammen om en sommerminkfarm med hvalpe, som de ikke havde plads til på deres egne minkfarme. Folkene fra farmen i Nr. Asmindrup har passet dyrene, hvilket kan være årsagen til, at smitten nu er nået til Odsherred.

Branche frygter det værste

I branchen frygter man det værste - at der er tale om aktivister.

- Der er ikke nogen, der ved, hvordan den er kommet hertil. Vores frygt er, at det er aktivister. Nogen, der vil os det ondt. Eller det kan være foderet. Alle er meget, meget nervøse for, om det er aktivister, der har lavet numre med os, siger Peter Ølgaard.

Dyr til avl testes for smitte

Formand for Sjællands Pelsdyravlerforening Knud J. Vest vurderer, at smitten ikke har været i omløb i mere end et par måneder.

Alle dyr, der skal bruges til avl på Sjælland, bliver i disse dage testet for sygdommen - i alt over 100.000 dyr. Et omfattende arbejde, som foreningsformanden ikke forventer at have et totalt overblik over før midten af januar.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App