Minister i krydsild på Lolland

Landbrugsminister Mette Gjerskov (S) var i dag gæst Lolland. Hun skulle forsvare de nye, omdiskuterede randzone-regler, der snart træder i kraft.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad er randzoner:

  • De nye randzoner skal æde 2550 ton kvælstof ved at forbyde dyrkning af afgrøder i nærheden af vandløb.
  • Den nye lov om randzoner træder i kraft 1. september.
  • Fra den dag skal der være et areal langs alle danske vandløb, hvor der ikke dyrkes afgrøder, spredes gødning eller bruges sprøjtemidler. Arealets størrelse fastlægges til juli.
  • Randzonerne skal blandt andet sikre, at udledningen af kvælstof til vandmiljøet falder med 2550 ton om året.
  • Oprindeligt blev der foreslået en årlig kompensation på 2600 kroner per hektar til de landmænd, der må afgive jord til zonerne.
    Men Fødevareministeriet har nu besluttet at fastsætte taksterne på 2100 kroner for såkaldte omdriftsarealer og 1200 for permanente græsarealer.
  • Kompensationen medfinansieres af EU.

Kilde: Ritzau

Lolland havde i dag besøg af minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Mette Gjerskov (S). Hun kom for at tale om de omdiskuterede og skærpede randzone-regler, der træder i kraft 1. september.

Flere repræsentanter fra dansk landbrug var til stede. Heriblandt landmand Ole Brinch Petersen fra Søllested, som helt konkret får inddraget et markareal, der svarer til to fodboldbaner.

- Vi har købt jorden i sin tid, og det er kun dét, der bliver dyrket, som i sidste ende kan forrente den, forklarer Ole Brinch Petersen.

Reglerne skal blandt andet beskytte naturen, når landmændene ikke længere må dyrke, sprøjte eller gøde de op til 10 meter brede bræmmer af landbrugsjord langs åer, søer og vandløb.

- Udover at tage vare på miljøet, så vil vi også gerne give offentligheden mulighed for at komme ud langs blandt andet vandløb, fortæller ministeren.

Men det trøster ikke Ole Brinch Petersen, som gerne vil have medbestemmelse omkring, hvem der får adgang til hans jord.

- Reglerne er så dårlige, som noget kan være. Vi kan simpelthen ikke leve med det, lyder den kontante vurdering fra landmanden.

Fødevareminister Mette Gjerskov var inviteret til Lolland af Dansk Landbrug Sydhavsøerne.

 

 

 

 

 


Nyhedsoverblik