Minister: Prishop på togbilletter duer ikke

DSB skal forklare, hvorfor priserne har ændret sig voldsomt for pensionister efter rejsekortet blev indført.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det duer ikke, at priserne på togrejser svinger fra uge til uge, selvom man rejser på samme tidspunkt og ugedag.

Det mener transportminister Henrik Dam Kristensen (S), som derfor har bedt DSB forklare sine prismæssige dispositioner i forbindelse med indførelsen af det nye billetsystem, rejsekortet.

Ministerens tiltag lanceres i et svar til Folketingets Transportudvalg, efter Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, har spurgt ind til de svingende priser.

Gennem de seneste måneder har medierne skrevet flittigt om forvirrede ældre, der pludselig har oplevet store prisændringer på deres rejser.

Dette har ifølge DSB skyldtes, at de ældre fik en særlig rabat i den første tid, rejsekortet var på markedet.

Samtidig har priserne skulle inflationsreguleres, og da det skete samtidig med rabattens ophør, har pensionisterne oplevet et gevaldigt hop i prisen fra den ene dag til den anden.

Henning Hyllested refererer i sit spørgsmål til et konkret eksempel, hvor prisen på en tur fra Jyderup til København mellem klokken 8.30 og 10.00 er steget fra 39 til 82 kroner.

Ifølge ministeren lå den billetprisen for pensionister på strækningen før rejsekortets ankomst på 78 kroner fredag og søndag og 52 kroner resten af ugen, hvor den med kortet svinger mellem 49,28 og 89,60 kroner.

- Jeg vil gerne understrege, at jeg mener, at prisen er en væsentlig parameter i den kollektive trafik, skriver ministeren i svaret.

Og de svingende priser synes ikke at hue ham.

- Samtidig mener jeg ikke, at det er hensigtsmæssigt, at priserne ændrer sig voldsomt for personer, der foretager samme rejse på samme tidspunkt hver dag, skriver Henrik Dam Kristensen.

- På den baggrund har jeg bedt DSB gøre rede for prissætningen bag "Rejsekort Pensionist", oplyser han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik