Minister på sygehusturné i hele landet

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen vil nu rundt i landet til borgermøder for at forklare danskerne, hvorfor små sygehuse skal lukkes, og store nye skal bygges.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er nu på vej rundt i landet for at forklare danskerne, hvorfor vi skal have en sygehusreform. På 10 borgermøder rundt om i regionerne i de kommende måneder vil ministeren fortælle, hvorfor det danske sygehusvæsen i de kommende år skal igennem en stor omvæltning, hvor små sygehuse lukkes og specialer og akutfunktioner samles på nye supersygehuse.

- Når vi laver så stor en ændring af vores sundhedsvæsen for at gøre det bedre og få en højere kvalitet, er det vigtigt, at vi kommer ud og fortæller, hvorfor vi gør, som vi gør. Og kan komme med gode svar på folks bekymringer, siger Jakob Axel Nielsen til Ritzau.

Han forestiller sig at holde to borgermøder i hver region og håber, at regionsrådsformændene også vil deltage. Umiddelbart får ministeren formentlig ikke svært ved at trække folk til møderne. Flere steder har protesterne mod regionernes sygehusplaner været enorm, og protestunderskrifter i tusindvis er strømmet til Sundhedsministeriet i København.

- Man må erkende, at det er utroligt svært at kommunikere så komplicerede ting, også fordi det er så følelsesladet. Det forstår jeg godt. Det kan næsten ikke kommunikeres gennem aviser, radio og tv. De følelser kan vi tage hånd om, når vi mødes i øjenhøjde med borgerne. Vi skal ud og forklare, at vi gør dette for at få et bedre sundhedsvæsen for alle danskere - også dem i udkantsområderne, siger Jakob Axel Nielsen.

Regeringen fordelte mandag 15 milliarder af de i alt 25 milliarder kroner, der er afsat til at forbedre fremtidens sygehuse. Således er der stadig 10 milliarder kroner i puljen, når sundhedsministeren begiver sig rundt i landet. Og han er villig til at lytte, siger han.

- Når jeg kommer ud og hører på folk, lytter jeg til dem og forstår deres bekymringer, Forhåbentlig kan jeg give dem gode svar, og kan jeg ikke det, bliver jeg nok også nødt til at kigge indad, siger Jakob Axel Nielsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik